Biodiversitet og Ecuador
Betydningen af biodiversitet
Der tales mere og mere om biodiversitet, og ordet sniger sig flere og flere steder hen – særligt i forbindelse med at virksomheder nu skal til at rapportere ind på opfyldelsen af biodiversitetsmål (og selvfølgelig i forbindelse med at vi har en biodiversitetskrise).
Men hvad er det egentlig, og hvorfor skal vi ikke være ligeglade?
Helt kort, så er biodiversitet mangfoldigheden af liv.


Biodiversitet; hvad betyder det, og hvorfor er det vigtigt?
Det dækker over alle levende organismer, fra planter og dyr til mikroorganismer, og inkluderer både de forskellige arter, deres levesteder og de økosystemer, de lever i. Jo mere forskelligartet naturen er, jo større er biodiversiteten. Det er vigtigt, fordi det skaber balance i naturen, hjælper med at opretholde sunde økosystemer og giver os ressourcer som mad, medicin og rent vand.
Med biodiversitet er der altså tale om et begreb, der dækker over artsrigdom og genetisk variation, men der er endnu mere til det end det, for arterne i naturen er ikke isolerede enheder, der ikke har noget med hinanden at gøre – de interagerer. Disse interaktioner binder økosystemerne sammen.
Det er kolibrien der bestøver blomsten, jaguaren der æder navlesvinet, møgbillen der har det fedt i efterladenskaberne fra en tapir. Disse interaktioner må også være der, for at vi kan snakke reel biodiversitet.
Biodiversitet er altså et forholdsvist komplekst begreb, og derfor er det ikke helt nemt at rapportere ind på. I den forbindelse kan vi henvise til vores afsnit om ESG, hvor vi fortæller om, hvilke metrics JungleFonden kan hjælpe jer med at rapportere ind på.
Hvorfor Ecuador?
Retter vi blikket mod Ecuador, er der ekstraordinært høj biodiversitet. Zoomer vi specifikt ind på den region, hvor Junglefonden arbejder – altså der, hvor Andesbjergene møder Amazonas, er der muligvis den rigeste biodiversitet i verden. Netop der, er der så mange fuglearter, at traditionelle biologiske analyser ikke engang kan forudsige det. Det er muligvis det bedste sted at investere i verden, hvis man vil beskytte naturen der, hvor arterne og biodiversiteten er allermest koncentreret.
En anden vigtig ting i forbindelse med Ecuador, er, at regnskoven i landet er truet. Der er en meget høj afskovningsrate, og derfor er det vigtigt at skride ind og beskytte skoven, inden den bliver fældet.
I tillæg til dette, kan det nævnes, at Ecuador er et af de lande i verden med allerflest truede organismer – kun overgået af Madagaskar. Alt i alt har vi at gøre med et land, der har ekstraordinær biodiversitet, kæmpe potentiale for at beskytte mest muligt for hver eneste krone, og en masse truet natur, der har brug for en hjælpende hånd.
